Det er længe siden, jeg sidst har skrevet i bloggen på min hjemmeside, men der er sket så meget på godt og skidt.
Jeg laver ikke længere diverse kulturprojekter fra nedestående indlæg, da jeg mere eller mindre stod med et valg mellem dette eller kærligheden.
Jeg er jo vinderen af pris for dårlig timing og blev typisk forelsket i koordinatoren fra projekterne midt i al vores tætte samarbejde - som viste sig at være gensidigt.
Derfor endte vi med at måtte trække os derfra og lade nye kræfter komme til.
Det var rigtig hårdt, eftersom der var forekommet en succesfuld tilværelse ind i livet på mig mere end aldrig før - og skulle slippe alt hvad jeg havde i hænderne uden at vide mig sikker på om forholdet imellem ham og jeg holdte.
Aldersforskellen er meget stor imellem os. Det betød bl.a. at Henrik i sin tid har haft en del skift i sine kærlighedsforhold, og for mit vedkommende var han min allerførste kæreste i mine 25 år. Jeg havde ikke rigtig nogle erfaringer at trække på.
Den anden del var tanken om hvordan folk ville reagere den dag kortene skulle lægges på bordet overfor familie, venner og bekendte, som også i den grad sugede en del energi ud af Henrik og jeg.
At gå fra den profesionelle relation til at være kærester var en lang og kaotisk bro, hvor vi under den tid måtte være i et hemmeligt forhold og samtidig skulle være kunstige overfor hinanden. I den periode udkom artiklen også fra Ekstra Bladet vedr. psykologens udnyttelse omkring mig, og jeg var SÅ angst for, at folk skulle tolke og sammeligne den historie med mit forhold til Henrik.
Derudover måtte Henrik gøre et andet forhold forbi som lå oveni al det andet.
Og jeg indrømmer, at det først var rigtig svært at få det til at fungere, at jeg to gange inde i mig selv havde sagt, at der ikke ville blive en fremtid.
Men nu synes jeg, at vi er på et ståsted, hvor jeg godt kan tillade mig at dele det på min blog.
Efter vi er kommet helt ude på anden side af overstående, har jeg ikke følt mig mere heldig end at have min elskede Teddy-bamse ved min side.
Familien har taget pænt imod ham og accepterer mit valg og kærlighedsforhold på lige fod som andres, selvom min kæreste er ældre end mine egne forældre.
De følelser han har fået frem i mig er ikke til at beskrive. At føle at jeg er den bedste til det, jeg kan, var den følelse der fremkom, da jeg blev forelsket i ham.
Han er så ualmindelig kærlig, fjollet og forkæler mig oppe til skyerne, at min samvittighed ofte også bliver dårlig; følelsen af at jeg ikke har råd til at invitere ham på date eller ferie. Men han kender min økonomiske situation.
Udover det også min arbejdsituation - han er så støttende udfra det han ved, jeg har af drømme, og hvad jeg er god til.
Han er ikke den, der kommer med de stødende og uforstående råd som; "hvorfor tager du ikke bare et job i fakta" - "hvorfor gør du ikke bare rent".
Han kender min stressfaktor, siden jeg i langt tid har siddet fast i kontanthjælpsystemet og har fået visiteret fleksjob.
Samtidigt går han ind for, at man skal lave det, man elsker og er god til.
Jeg elsker den mand overalt på Jorden og glæder mig til endnu flere med minder med ham.
Og ja ENDELIG fik jeg også visiteret et fleksjob på 12 timer.
Jeg drømmer mest om at være ansat et sted med en funktion, hvor jeg kan støtte andre unge i situationer, hvor jeg selv har været.
Jeg blev indkaldt til jobsamtale hos Slagelse Psykiatri med henblik på at være ansat som Peer-medarbejder - jeg fik ikke jobbet i den betragtning, at jeg ikke selv har været indlagt, hvilket er et krav for at være peer-medarbejder på dette sted. Det er helt forståeligt.
Men til sidst i afslaget skrev de følgende:
"Vi var enige i ansættelsesudvalget om, at du helt klart skal arbejde videre med din drøm om peerarbejdet, da du har mange personlige kvalifikationer og et menneskesyn som taler så fint ind i det arbejde."
Motivationen forblev derefter faktisk endnu højere. Jeg søger videre.
